Uddannelseshjulet
Uddannelseshjulet er et resultat af flere års samarbejde mellem ’interessenterne’ omkring de unge: UU-Djursland, Jobcentrene, Erhvervsskolerne (Sosu, Hs og Ts), VUC, Produktionsskolen og Ungdomsskolen.
Det hele startede med at CV2 søgte og fik nogle EU-projekter – dels til at udvikle en mentorfunktion, som er meget central i indsatsen, dels til at afprøve metoderne med gratis pladser til Jobcentrene (Voca og Grib chancen) P.t. har CV2 et EU-projekt, hvor vi afprøver et engelsk udviklet ungdomsvejlednings-værktøj MetaCards, som både UU og Jobcentrene deltager i.
Klik på hjulet for større billede...
Interessenterne mødes ca. en gang i kvartalet for at koordinere indsatsen og justere uddannelseshjulet, så skolerne kender og opfanger behovet bedst muligt.
Den overordnede ide har været, at unge kontanthjælpsmodtagere benyttede det ordinære uddannelsessystem så meget som muligt. Skolerne har bidraget med at lave så meget løbende optag som muligt (f.eks. den stiplede gule linje).
Jobcentrene køber forløbet ”Klar, parat, start” – dvs. Klar, købes mens Parat er første del af elevernes grundforløbspakke – og Start foregår på den enkelte uddannelsesinstitution. På disse forløb får den unge koblet en mentor på, som jævnligt følger op på den unge – på alt fra misbrug, fravær, økonomi osv. til kærestesorger. Turistservicemedarbejder er ligeledes et forløb Jobcentrene finansierer til unge kontanthjælpsmodtagere – her er sigtet imidlertid sæsonbeskæftigelse indenfor den relativt store turistbranche på Djursland.
Statistikken på de købte forløb viser, at godt 50% af de unge kontanthjælpsmodtagere kommer i gang med en uddannelse eller et job – de går altså fra mere eller mindre passiv forsørgelse til egen forsørgelse eller statsfinansieret uddannelse med SU. En sidegevinst ved Uddannelseshjulet har vist sig: Efterhånden som det rygtes, at kontanthjælpsmodtagere sendes i uddannelse, søger færre unge kontanthjælp – eller de går direkte i uddannelse ”udenom” Jobcentret.
Alle øvrige uddannelser i hjulet er ordinære uddannelser typisk med SU og taxameter.
Uddannelseshjulet forudsætter et meget tæt samarbejde mellem interessenterne – ikke mindst mellem sagsbehandlerne på Jobcentret og skolerne.