EU-millioner til spiludvikling


Viden Djurs har netop fået tilsagn om støtte til et internationalt projekt til 10 millioner kroner. Halvdelen af pengene er givet fra EU’s KASK-pulje, og resten bliver finansieret af Region Midtjylland og de deltagende parter i Kattegat-Skagerrak-regionen.

Med 665.000 Euro bevilget fra Interreg IV A Öresund-Kattegat-Skagerrak-programmet  har Viden Djurs sat sig i spidsen for et ambitiøst samarbejde om at udvikle computerspilsindustrien i området. Dermed er første sten lagt til at Midtjylland bliver en central aktør i bestræbelserne på at gøre Kattegat- og Skagerak-området til et skandinavisk kraftcenter for spiludvikling.
 
”Med det her projekt, som vi kalder Scandinavian Game Developers, starter vi en spændende ny udvikling ved at satse benhårdt på iværksættere på spilområdet,” lover Tove Ingerslev, der sammen med kollegaen Mikkel Fledelius Jensen har lagt et kæmpe arbejde i at lande projektet, heriblandt at søge midlerne til projektet.
 
Tove Ingerslev (tv) og Mikkel Fledelius Jensen er projektledere på Scandinavian Game Developers, der netop har fået bevilget fem millioner kroner fra EU’s KASK-pulje. Pengene skal bruges til at etablere et iværksætterhus i Grenaa samt over de næste tre år at hjælpe 15 virksomheder i gang med at etablere sig i spilbranchen.
FOTO: Anette Nymark Rasmussen
 
15 nye virksomheder
Sammen er de projektledere for samarbejdet, der ud over Viden Djurs tæller The Animation Workshop, Århus Social- og Sundhedsskole samt Högskolan i Skövde. Dertil kommer sekundære partnere fra Sverige og Norge. Dermed favner samarbejdet geografisk områderne Midtjylland i Danmark, Västra Götalandsregionen i Sverige samt Vest-Agder fylkeskommune, Rogaland fylkeskommune og Oslo kommune i Norge.
 
Projektet er berammet til tre år, og et af målene er at få etableret 15 nye spilfirmaer med eget CVR-nummer i perioden.
 
Business coach skal hjælpe
”Det er vigtigt at tænke spil som andet og mere end underholdning i det her projekt. Der er et kæmpe potentiale for at bruge computerspil til eksempelvis læring, træning samt reklame, og det vil vi udnytte, så vi tænker blandt andre undervisningsbranchen og sundhedssektoren ind,” lover Mikkel Fledelius Jensen.
 
Senere på året slår Viden Djurs dørene op for et nyt iværksætterhus i Grenaa målrettet spiludvikling. En business coach med særlig viden om spilproduktion bliver tilknyttet huset og skal hjælpe de nye virksomheder godt på vej.
 
FAKTABOKSE:
Partnere i projektet
·         Viden Djurs (DK)
·         The Animation Workshop (DK)
·         Århus Social- og Sundhedsskole (DK)
·         Högskolan i Skövde (S)
·         Gothia Innovation (S)
·         Universitetet i Stavanger (N)
·         Sørlandet Kunnskapspark (N)
·         Norges forbund for fjernundervisning og fleksibel utdanning (N)
KASK
·         EU-programmet, der forkortes KASK, hedder Interreg IV A delprogram Kattegat/Skagerrak.
·         Har en pulje på 128 millioner Euro i alt
·         Finansierer højst halvdelen af det samlede beløb til et projekt
·         Støtter projekter, der
o   fremmer holdbar økonomisk vækst,
o   binder regionerne sammen og
o   fremmer hverdagsintegrationen for indbyggerne.
·         www.interreg-oks.eu
 

Her finder du os

Find os på Google maps, så er det nemt at lave en ruteplanlægning

Google Maps

CV2

N.P. Josiassens Vej 44
8500 Grenaa
Telefon: 87580420 | E-mail: info@cv2.dk
EANnr: 5798000554115 CVR: 10520509
Læs mere under kontakt 

Tilmelding til nyhedsbrev

"
CV2